Print Friendly, PDF & Email

Pressemeddelelse vedr. indkvartering af flygtninge

Rudersdal Kommune har udsendt nedenstående pressemeddelelse, der orienterer yderligere om kommunens planer vedr. evt. anvendelse af Piberødhus til indkvartering af ukrainske flygtninge.

Rudersdal Kommune modtager i øjeblikket et betydeligt antal fordrevne ukrainere efter Ruslands aggressive invasion. Derfor undersøger kommunen i øjeblikket yderligere muligheder for midlertidig indkvartering.

Rudersdal Kommune har indtil videre modtaget omkring 200 fordrevne fra Ukraine. Det drejer sig næsten udelukkende om kvinder og børn. De fleste er midlertidigt indkvarteret på tre lokationer i kommunen: den nu nedlagte Egebæk Skole, det afviklede sociale bosted Krogholmgård og ejendommen på Rundforbivej 199, som tidligere har været brugt til midlertidig indkvartering. Der er endnu få ledige pladser på de tre nuværende indkvarteringssteder, men kommunen forventer inden for den nærmeste fremtid at have udnyttet al kapacitet her.

Op til 970 nye borgere i Rudersdal

Rudersdal Kommune har en forventning om, at kommunen over de kommende måneder skal modtage op til i alt 970 fordrevne ukrainere. Antallet er fastlagt centralt og er beregnet ud fra kommunens størrelse i forhold til det antal fordrevne, som forventes at komme til Danmark. På nuværende tidspunkt er det dog ikke muligt at vurdere, hvor mange Rudersdal kommer til at modtage, tidshorisonten for modtagelsen, eller hvor lang tid de skal indkvarteres midlertidigt i kommunen.

Med udsigt til en betydelig forøgelse af det antal fordrevne, kommunen skal tilbyde midlertidig indkvartering, undersøger Rudersdal Kommune derfor alle andre muligheder for indkvartering. En af flere muligheder, der helt naturligt undersøges, er Piberødhus, som p.t. står ubenyttet hen, fordi kommunen forbereder salg af ejendommen med henblik på etablering af et seniorbofællesskab.

150 pladser på Piberødhus

Rudersdal Kommune forventer, at ejendommen kan indrettes med plads til op til 150 personer og er i øjeblikket ved at gøre den klar i en enkel standard og med begrænset istandsættelse. Det ændrer dog ikke ved kommunens planer om at forberede et salg af Piberødhus med henblik på senere etablering af et seniorbofællesskab.

Borgmester Ann Sofie Orth siger:

Ruslands invasion af Ukraine har skabt en kæmpemæssig humanitær katastrofe, som enten direkte eller indirekte får betydning for os alle. Vi må alle tage et ansvar, og det må vi også som kommune. Med udsigt til, at vi skal modtage op til 970 kvinder og børn fra Ukraine, er vi nødt til at vende alle sten, og vi ser naturligvis først og fremmest mod kommunale ejendomme, der står ubenyttede hen. Det betyder, at konflikten kommer tættere på nogle af vores borgere end andre. Når det er sagt, så taler vi også om familier, som meget hurtigt vil få et så vidt muligt normalt liv, hvor mor går på arbejde, og børnene er i daginstitution eller i skole.

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at sige noget konkret om, hvornår Piberødhus vil blive taget i brug som midlertidig indkvartering, og hvor mange der vil blive indkvarteret. Rudersdal Kommune vil naturligvis gå i dialog med den lokale grundejerforening, ligesom kommunen vil orientere grundigt både i forbindelse med indflytningen og løbende.